Niro,s historie.
Vores højt elskede ven, familiemedlem og hund.

Jeg blev født i marts måned 2002, på den Græske Ø - Skiathos.
Så egentlig er jeg græker, men jeg er så velintegreret at jeg føler mig som indfødt dansker, og har forlængst fortrængt alt vedrørende mine græske aner.

Da jeg var et halvt år gammel gik min rigtige far på valsen, og efterlod mor, mig og min bror til fattigdom.
Far fandt en yngre tæve og kom aldrig tilbage igen.

Mor havde det meget svært og alt blev kun værre, idet vores herre som var en ondskabsfuld græker, tævede os hver dag.

Ja, han sparkede også efter os, hvis han ikke var så heldig at ramme os med en hammer.

Selv i dag gemmer jeg mig, når min far henter en hammer i sit værksted.

En dag fik min mor nok af det og tog hun min bror og mig under poten, og flygtede en kold regnfuld, og blæsende mørk nat.
Mor slog sig ned ved siden af øens losseplads, hvor vi fandt ly under nogle gamle trækasser.

Dagen lang kom der store lastbiler og læssede madrester af fra de mange restauranter nede i byen, hvor de rige turister spiste deres mad hver aften.

Her på lossepladsen måtte vi hvalpe hjælpe vores mor med at finde mad hver dag.
Da vi var ca. et år gamle og var ude for at undersøge den store verden uden for lossepladsen, fik min bror og jeg øje på et sted hvor der var mange, mange artsfæller.

Efter at have snuset til de andre, og derved fået læst den sidste nye avis, fandt vi ud af at en flink dame fra udlandet hjalp alle os flygtninge til at få et bedre liv.

Min bror og jeg satte os pænt ved indgangen og ventede til damen kom.

Hun sagde hun hed Helen og var skotte.

Nu blev min bror straks lidt pivet og var bange for at hun ville hænge os op på skiltet af en NETTO butik, som vi havde set en dag vi havde sneget os ned i byen uden at mor vidste det.

Heldigvis var Helen meget meget flink ved os. Hun havde en medhjælper på dette flygtningecenter som hed Jan, hun var englænder og også meget meget sød ved os, men vi havde lidt svært ved at forstå hende i starten da vi jo ikke havde gået i skole og lært engelsk, men i stedet lærte vi hende hurtigt vores eget sprog.

Helen og Jan vaskede os, og kom noget i vores pelse som dræbte alle de små snyltere vi havde og som vi ikke selv kunne få væk med vores poter.
Bagefter fik vi vores eget værelse og luftegård.

Nogen tid efter gik der rygter blandt de "gamle" i flygtningecentret...

Rygtet sagde at en flink doktordame ville ankomme med en kæmpestor sølvfugl, så snart der kom blomster i græsset.

Derefter skulle alle en tur ind i flygtningecentrets lille hospitalsrum, hvor doktordamen ville lytte til vores små hjerter og kikke ind i vores hoveder gennem vores ører....

Vores nakkehår rejste sig, da gamle Pluto med de store hængeører, fortalte os om hvad der skulle ske.

Der gik kun et par dage, og vi kunne nu se en bil der kom op til vores port.

Ud kom doktordamen med en masse legesager, bolde og andre ting til at bide i. Noget som nogle søde og gode mennesker i et andet land, langt oppe nordpå, havde samlet ind og sendt med doktordamen.
Hun sagde hun hed Christina, og med sig havde hun en hjælper som hed Fibbe - det samme som en af mine puddelkammerater engang hed, og som også havde en masse krøller over hele kroppen.

Min bror og jeg tænkte meget på, hvad der mon ville ske inde i hospitalsrummet, som gamle Pluto havde fortalt os "nye" så meget om.

Næste dag kom Fibbe og kaldte på mig og min bror. Vi skulle ind til Christina i hospitalsrummet begge to.

Skal da lige love for vi blev undersøgt alle vegne og vi fik en masse vaccinationer og opereret en chipfidus ind i nakken, og det værste var, - at vi også mistede "bollerne" - mens jeg så det listige smil Christina havde på da jeg fik dem fjernet.

Nå, hun har sikkert bare haft tankerne et helt andet sted imens.

Så blev vi "adfærdschecket" af Christina og Fibbe. Et fint ord mennesker bruger når de skal finde ud af, om vi er egnet til at bo hos en meneskefamilie med børn og flotte møbler, i et stort hult hus med varme i nogle rør langs væggen.

Min bror og jeg var nu helt raske og vi fik at vide vi begge var meget egnet til at blive adopteret af nogle familier oppe nordpå.

Nu skulle vi bare lige have nogle fornemme dokumenter, sådan nogle som også de rige turister havde.

Vi fik noget der hedder et EU Pas, med vores navn og billede, og så fik vi også et papir på det nummer, vi allerede havde fået opereret ind i nakken af Christina.

Sidst fik vi en lægeattest på vores sundhed og et "CPR NR" i et dansk hunderegister.

Nu var min bror og jeg "legale", altså ikke flygtninge mere. man kan næsten kalde os turister i det land, hvor vi desværre er født ved en fejltagelse.

En uge efter pakker Christina og Fibbe igen deres bil og skal hjem. Vi mødte alle talstærkt op og der var mindst 100 poter der vinkede farvel til dem ved porten og vi fældede alle en lille tåre.

Nu fløj den store sølvfugl igen med Christina og Fibbe, for nu skulle de begge op nordpå for at holde ferie og slappe af.

Christina havde inden hjemrejse lovet min bror og mig, at hun hurtigt ville finde en god adoptivfamilie til os og så ville vi få besked af Helen og Jan, der passede os til daglig.

"Gamle Pluto" med de store hængeører, mente nu ikke det var noget vi skulle gå så højt op i, han havde igennem alle årene set flere hunde gå og komme, i en lind strøm - men det var nok sagt med lidt misundelse i stemmen.

Han var nemlig for gammel til at nogen ville adoptere ham, så han græd stille om natten når vi andre sov, og tænkte på rygterne om egen varm hundekurv, morgen og aftensmad serveret, en dejlig have at lege med bold i, og en sød familie at passe på - alt sammen oppe nordpå - i det dejlige land, han kun havde hørt rygter om.

Alligevel skulle vi kun sove 14 gange, så holdt Christina sit ord til os. Hun "slog på knoglen" til Helen og fortalte at hun havde fundet familie til os begge, oppe nordpå!.

Nu skulle vi børstes og have pakket vore beskedne fornødenheder i en lille taske, bla. vores halsbånd og gå-snor, samt et lille "kødben", og endelig vores vigtige EU Pas og andre dokumenter - for Helen skulle køre os ned i byen, hvor den store sølvfugl lander og starter en gang om ugen. Nej hvor vi glædede os....

Hele lejren tog afsked med os ved porten, sammen med Jan der fik tårer i øjnene. Vi havde trods alt fået mange venner i det år vi havde boet der, men nu var vi meget spændt på vores nye hjem og adoptivfamilie.

Min bror skulle til et land der hed Sverige og jeg skulle til et land lige ved siden af, som hed Danmark, så vi kunne nok løbe over for at hilse på hinanden, mente vi.

Helen kørte os nu fra flygtningelejren oppe i bjergene, og ned til byen, hvor vi skulle med sølvfuglen.

Vi tog en større afsked med vores madmor Helen. Jeg husker at jeg måtte tørre en tåre af hendes hoved med min lille pote, og så skulle vi ud til sølvfuglen.

På vej derud stod der en masse grækermennesker og så på, og lige inden vi blev sat ind i fuglen, kunne jeg ikke dy mig for lige at vende mig om mod dem alle - hvorefter jeg gav dem "poten", til skråt op!!! - og så skyndte jeg mig ellers ind i fuglen.

Det var det sidste jeg så til mine gamle "landsmænd" og godt det samme, siger jeg bare.

Hele vejen op til det nye land, lå jeg og tænkte på "goe gamle Pluto"....

Da sølvfuglen landede i mit nye land var vi meget spændte.

Der var en masse mennesker der stod for at tage imod os, med noget de kalder flag i hånden. Det er noget de bruger når de er meget glade har jeg hørt... Og det er nok rigtigt, for alle sammen klappede meget i poterne da vi blev kørt ind til dem.

Min bror blev hentet af sin familie, men jeg nåede ikke at tage afsked med ham fordi jeg havde så travlt med at finde min egen familie, blandt alle de mennesker.

Desværre har jeg ikke set ham siden, men ved han kom til Sverige - har min nuværende far fortalt mig.

Min familie stod også og ventede på mig og jeg blev straks undersøgt over det hele selv om jeg havde lidt jetlag efter den lange rejse. Min familie så meget, meget tilfredse og glade ud. Jeg og min far skulle også i noget de kalder TV, så jeg måtte jo vise mig fra den pæne side og gøre et godt indtryk.

Jeg mente også nok jeg kunne vænne mig til min nye familie, men ville lige se dem lidt an først - jeg havde jo desværre ikke de bedste oplevelser med fremmede mennesker.

Nu kom den store over-mama, som hed Marianne. hende havde jeg hørt gamle Pluto fortælle om hjemme, men vi troede ikke rigtigt på at nogen, på kun to ben, kunne være så flink, men hun klappede mig og bød mig velkommen til DFA???, som hun kaldte det
- jeg troede jo ellers det hed Danmark.

Siden har jeg lært en masse om hvordan man lever i familiesammenhold.

Min nye familie, hvor hannen kaldes John og tæven kaldes Conny, bor i et voldsomt stort hundehus ude på landet og der er en hel "park" som jeg har fået at vide, at jeg alene har ansvaret for.

Selv om min nye "far" havde bestilt en "rendegraver med sneglebor" til at sætte et stort hegn i hækken omkring hele grunden, så var det altså voldsomt hårdt i starten.

Der er altså en masse katte og sorte fugle som ikke har hørt efter hvad min far siger, om at denne park er mit ansvar!. Men så kan de lære det - ka´de...

Der er godt nok nogle store brune fugle, der - når min madmor putter madrester ind til dem, så smutter der store brune æg ud af den anden ende, mærkeligt. Men de skal desværre være der, siger min far, og det er godt nok træls!.

Jeg har nu været her på min ejendom i snart 9 år og er nu, hvad min far kalder en ægte Ipsen og jeg har også fået mit navn på postkassen.

Min far kører mig til mandedoktor hver år. Vi rejser nemlig rigtigt meget i min familie og så skal jeg "holdes vedlige", ellers kan jeg feks. ikke komme med til Sverige hver sommer, fordi de svenskere er ufattelig mærkelige, siger min far.

Tænk så engang, at min bror er blevet svensker!!!  det havde jeg altså slet ikke forestillet mig om ham - sikket er hundeliv, siger jeg bare....

Helt ærligt, så kan jeg altså ikke lide ham doktormanden og jeg tror også min far blev meget vred på ham for nogle år siden.

Da manden skulle udfylde nogle papirer til mit pas, sagde han til min far, at der skulle stå i passet at jeg var et "gadekryds".
Her blev far godt nok gal og sagde til ham - at jeg absolut og aldeles var raceren!

Jeg var en ægte "græsk hottentot" og hvis han ikke havde hørt om det før, så var det altså fordi jeg var en helt ny race, og at jeg var den første - og dermed også den fineste.

Ikke fordi jeg hoverer over det, men jeg blev altså lidt stolt over min egen race....

Min far har aldrig nænnet at skælde mig ud, men min mor blev lidt mobset lige da jeg ankom til Danmark.

Når hun gik tur med mig fordi jeg skulle lægge et visitkort og en tissetår, så turde jeg ikke rigtigt nogen af delene pga. at alle de indfødte dansker-hunde allerede havde lagt advarsler op af lygtepælene.

Når vi så kom hjem i stuen igen, så kunne jeg ikke lade være med at "slå en lille streg" op at mors dør. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at holde mig, men kunne bare ikke holde det ud længere.

Mor gik engang med mig i fire timer midt om natten. Mor var meget tålmodig med mig, og derfor blev hun lidt knotten da jeg ingenting gjorde på turen, men kom til at lette ben op af døren da vi kom hjem igen.

Far sagde det var helt normalt den første måneds tid, så da den måned var gået holdt jeg så op med det og lagde mine egne visitkort oven i de andre hundes - så ku´ de lære det, som far sagde.

Det er gået mig godt her i livet, og min far siger at jeg heldigvis har mange gode år endnu.

Min mor og far er meget glade for mig og derfor bliver jeg nok lidt forkælet og får gerne min vilje, man ved vel hvordan man skal te sig?.

Min far holder så meget af mig, at han fik ondt af alle mine mange kusiner på Skiathos. Derfor kører han flere gange om året, hele den lange vej ned til Skiathos med kassevognen fuld af katte og hundemad til "flygtningelejren".  Ja, faktisk har han kørt hele 18 gange i hans egen Caravelle og fløjet i sølvfuglen 4 gange, den lange vej.

Når han så har læsset alt af vognen, bliver den fyldt op med 15-20 af mine kusiner som bliver kørt her hjem til Danmark, hvor DFA og en masse adoptivfamilier står og venter på deres nye familiemedlem oppe i Frederikssund.

Derfor er min far væk fra mig 10 dage hver gang, men han kommer altid tilbage med en masse lugte og hilsner fra mine kusiner, der stadig venter på den store dag.....  hvor det måske bliver deres tur.

Imens sidder "goe gamle rynkede Pluto" stadig, i den kolde og våde nat og fortæller "de nye" om eventyret - oppe nordpå, om egen varm seng, morgen og aftensmad hver dag og en kærlig familie at passe på.... mens hans store brune, tillidsfulde og varme øjne græder i det skjulte..... selv er han jo blevet for gammel!!!

Tak til alle jer der har været med til at give MIG, et godt og dejligt forkælet liv.

Tak til Helen, Jan, Christina, Fibbe, Marianne, DFA og alle DFA,s medlemmer.

- i gør alle en stor forskel !!!!

- er der nogen af jer der ved, om jeg måske vil kunne huske... eller måske ligefrem kunne gøre gengæld en dag????

- nej vel?
- vi ved absolut ingenting!!!!

Kærlig hilsen

Niro Ipsen
Integreret dansker.

Du kan finde mine dejlige kusiner her: www.dfas.dk
- og min far er tilbage med en del af dem et par gange om året,
hvor jeg selv ligger ude på dørmåtten og venter på han kommer hjem igen.

 

 

Sidste!!
I vinteren 2013, hvor vi var "hjemme" i Thailand og Niro blev passet af min datter og svigersøn, fik han desværre akut nyresvigt - 14 år gammel.
Det hele skete på bare 12 timer, og min datter og svigersøn gjorde alt hvad der var fysisk muligt for at få ham helbredt.
Desværre! han havde allerede levet 2 år over forventet alder.

Vi har bare svært ved, og kommer nok aldrig helt over, at vi ikke var der for at holde hans lille varme pote da han havde det værst.

Niro var FANTASTISK, hele vejen igennem en pragtfuld hund.

I dag ligger han i sin urne sammen med sin forgænger, "Trold" på deres ynglingsplads i haven, hvor solen står på.
Vi glemmer aldrig nogen af dem, det var, og er stadig hårdt!